Jeg mødte Matthias Hahn i forbindelse med en challenge, jeg fik af Hestemagasinet om at komme form til at ride. I den forbindelse skulle psyken også lige ha’ et tjek og Hestemagasinet sendte mig afsted for at prøve tankefeltterapi. Den dag i dag aner jeg faktisk ikke, hvad det er, Matthias kan, for det virker stadig sært, at det at banke lidt forskellige steder på kroppen, nynne og tælle kan betyde noget i et større perspektiv. Men det har det gjort. Den øjeblikkelige virkning var sænkede skuldre og et mentalt overskud på en psykekonto, der havde været i minus i noget tid. På den lange bane fik jeg ryddet nogle mentale barrierer af vejen og turde at springe ud som selvstændig. Noget, jeg havde puslet med længe og vendte med Matthias, men som jeg aldrig havde forestillet mig skulle blive en realitet på grund af god gammeldags præstationsangst. Ikke desto mindre kan jeg i dag kalde mig virksomhedsejer og har kastet mig ud i det frie fald, som det altid er, når man starter noget nyt op, der skal finde en plads og gøres til en nødvendighed for andre. Det er dødhamrende spændende og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det mentale skub, jeg fik gennem tankefeltterapien gjorde, at jeg turde starte selv. Så jeg kan kun anbefale Matthias på det varmeste. Selvom jeg ikke kan sætte en præcis finger på, hvad det var han gjorde, så hjalp det og flyttede noget mentalt gods, som længe havde blokeret for mine udfoldelser professionelt. At min husbond så også samtidig syntes, at han fik en gladere kone hjem, det er vel også værd at tage med.